Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 19 november 2017

Dekoratør, scenograf eller boligstylist?

Hjørring Bibliotekerne

Kan du skabe stemninger og udstillinger?

Så mangler vi dig på Hjørring Bibliotekerne!

Hjørring Bibliotekerne søger pr. 1. januar 2018 en kreativ person, der kan udtænke og skabe udstillinger, der inspirerer og gør indtryk. Måske har du arbejdet med praktisk kulturformidling eller kunstprojekter? Måske er du uddannet dekoratør, scenograf eller boligstylist? Måske noget helt andet?

Der er tale om en fuldtids- eller deltidsstilling med fleksible arbejdstider.

Vi leder efter én, der kan dokumentere både erfaring og ildhu og som har en naturlig forkærlighed og oprigtig interesse for at iscenesætte og tænke både stort og småt. På samme tid skal du have en klar forståelse for, hvad vi som bibliotek skal og vil tilbyde. Du skal kunne dekorere og skabe udtryk, der batter, og du skal kunne oversætte dine kollegers ideer og ønsker til stemninger og udstillinger om litteratur, viden og verden.

Vi ønsker én, der også gerne vil bidrage til levende aktiviteter i og uden for biblioteket: interaktive møder, temaudstillinger, spontane tiltag og ugentlige workshops af meget forskellig karakter – fx kreativ, digital eller litterær – for både børn, unge og voksne.

Vi håber, at du kommer med energi, åbne øjne og ikke mindst en stor lyst til at indgå i et kollegialt fællesskab, der er varmt og uhøjtideligt. Du skal være med i et team, der blandt andet står for at planlægge aktiviteter, arrangementer og udstillinger, og du vil ligeledes komme til at arbejde sammen med husets kommunikationskonsulent.

En opgave til dig

Inviterer vi dig til en samtale, skal du medbringe en løsning i skitseform på en opgave, vi stiller dig. Vis os, hvad du kan, og hvem du er.

Hvem er vi?

På Hjørring Bibliotekerne mener vi, at den professionelle biblioteksfaglighed er vigtig og af høj værdi for lånerne. Vi arbejder kontinuerligt med at udvikle vores fantastiske rammer og de tilbud, vi giver, og så går vi gerne til kanten – og lidt længere. Vi har hånden på hjertet og foden på jorden.

Vi samarbejder desuden om projekter og aktiviteter med både borgere og foreninger fra kulturlivet såvel som regionens øvrige biblioteker.

Inventar og indretning på vores hovedbibliotek samt på lokalbiblioteket i Løkken er designet af bl.a. Rosan Bosch. Hjørring Bibliotekerne tæller udover Løkken og Hjørring lokalbiblioteker i Hirtshals, Sindal og Vrå. Du får arbejdsplads i Hjørring, men skal også bidrage med udstillingselementer og ideer til vores lokalbiblioteker.

Praktiske oplysninger

Vi forventer at afholde samtaler i starten af uge 48. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Forud for endelig ansættelse indhentes børneattest.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte bibliotekschef Benthe Hansen på telefon 7233 4814 eller souschef Janni Sørensen på telefon 7233 4825. Besøg også vores hjemmeside http://www.hjbib.dk og mød os på Facebook, Instagram og YouTube.

Du sender din ansøgning ved at klikke på nedenstående knap ”Send ansøgning”

Kontaktperson

  • Benthe Hansen

Arbejdsgiver

  • Hjørring Kommune
  • Springvandspladsen 5
  • 9800 Hjørring
  • Danmark

Ansøgning

 

Kilde: jobnet.dk
Annonce
Annonce

DMF SUPPORT/ SCENEN

DMF SUPPORT

Når du har et akut behov, der handler om at optræde live

Læs mere
Henter jobs...