Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 26 november 2017

Digitalt indfødt kommunikations­medarbejder

Kulturministeriet, KBH

Kulturministeriet søger en digitalt indfødt kommunikationsmedarbejder

Brænder du for at arbejde strategisk og operationelt med kommunikation på kulturområdet? Og kan du udvikle og implementere ministeriets digitale kommunikation – web, kampagner, presse og sociale medier med effekt? Så er du måske vores nye kollega.

Om jobbet  

Du bliver en del af ministeriets kommunikationsteam, der består af i alt 10 medarbejdere. Kommunikationsteamet er en koncernfunktion og varetager opgaver for Kulturministeriets departement, Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) og Statens Kunstfond (SKF).

Jobbet er alsidigt og rummer både store og små kommunikationsopgaver som alle har til formål at kommunikere et fantastisk spændende område.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:

  • Selvstændigt ansvar for daglige kommunikationsopgaver
  • Rollen som redaktør for kum.dk og community manager for vores sites på sociale medier
  • Indgå i idéudvikling, eksekvering og evaluering af større kommunikationskampagner
  • Producere tekst og levende billeder på vores digitale kanaler
  • Løbende udvikle koncernens kommunikationskanaler

Om dig:

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund.
  • Er nyuddannet eller har maksimalt 1-2 års erhvervserfaring efter endt uddannelse med opgaver indenfor digital kommunikation – gerne fra en politisk styret organisation
  • Arbejder ubesværet med nye systemer, apps og medier
  • Er stærk på den praktiske anvendelse af sociale medier og ved, hvordan man skaber engagement og godt indhold. Du har bl.a. erfaring med at optage og redigere videoer.
  • Har erfaring med webredaktion og content management systemer.
  • Har erfaring med eller mod på digital kampagneudvikling og eksekvering af events og aktiviteter

Du er interesseret i kulturområdet og den kulturpolitiske dagsorden. Det er en fordel, hvis du har erfaring med borgerkommunikation fra fx studiejob eller anden ansættelse.

Som person er du engageret, service-minded og lydhør, og du evner at navigere i en politisk styret organisation. I en ofte travl hverdag, er det vigtigt at du kan bevare roen og dit gode humør.

Departementet lægger vægt på, at medarbejderne har brede kompetencer. Du kan derfor indgå i opgaveløsning på tværs af enhederne i departementet alt efter behov.

Vi tilbyder  

Du bliver del af et team, som er tæt på det politiske arbejde med at sætte regeringens kulturpolitik på dagsordenen. Du kommer til at bidrage til at udvikle teamets arbejde strategisk, og især vil du være med til at implementere og udvikle digitalt indhold til vores mange platforme. Som del af kommunikationsteamet indgår du også i tæt samarbejde med ministeriets andre faglige kontorer.

Vi tilbyder dig en dynamisk hverdag i et uformelt miljø, hvor du får rig mulighed for at følge sagerne til dørs. Derfor skal du også være indstillet på at arbejde fleksibelt, og når opgaverne er der.

Du vil referere til kontorchefen for Ledelses- og Kommunikationssekretariatet. Ledelses- og Kommunikationssekretariatet består af i alt 22 medarbejdere fordelt på tre teams, der har ansvar for departementets minister- og direktionsbetjening samt departementets, Slots- og Kulturstyrelsens og Statens Kunstfonds kommunikation og presse. Ledelses- og Kommunikationssekretariatet har som opgave at tænke politikudvikling, kommunikation og implementering strategisk sammen.

Ledelses- og Kommunikationssekretariatet er organisatorisk placeret i departementet, men har også arbejdssted i Slots- og Kulturstyrelsen.

Ansættelsesvilkår

Der er tale om en stilling på fuld tid. Du vil blive ansat som fuldmægtig på trin 4 eller 5 afhængig af din erfaring. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation.

Forventet tiltrædelse er 1. februar 2018.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontorchef for Ledelses- og Kommunikationssekretariatet i Kulturministeriets departement Louise Brincker på lbr@kum.dk  eller kampagnerådgiver Mette Bom bom@kum.dk. Læs mere om Kulturministeriet på www.kum.dk .

Ansøgning  

Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.kum.dk/job senest den 26. november 2017.

Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen”. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at afholde jobsamtaler i uge 49 og 50.

Vi betragter forskellighed som en ressource og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Departementet  

Kulturministeriets væsentligste opgaver består i ministerrådgivning og lovgivningsmæssige initiativer samt styringsmæssige opgaver i forhold til bl.a. de statslige, statsanerkendte og tilskudsmodtagende kulturinstitutioner. Vi er ca. 100 medarbejdere i departementet.  

Send ansøgning

 

Kilde: kum.dk
Annonce
Annonce

DMF SUPPORT / BUTIKKEN

DMF SUPPORT

Når du har et akut behov, der handler om forretning og din musik

Læs mere
Henter jobs...