Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 6 december 2018

Mandlig skuespiller

Mungo Park, Allerød

Mungo Park søger en mandlig skuespiller

Vi søger en mandlig skuespiller til teatrets ensemble.

Vi tilbyder en 2-årig kontrakt med tiltrædelse senest 1.8.2019 – og med mulighed for forlængelse. Du kan læse en mere indgående jobbeskrivelse nedenfor.

Vi forventer, at du er:

* Fagligt dygtig og mestrer mange genrer

* Godt syngende

* Selvstændigt arbejdende

* Nysgerrig og ansvarlig ensembleskuespiller

Hvis du beslutter dig for at søge jobbet, skal du sende følgende til os:

* Et link til en video, som er din ansøgning.

* Et CV på 1 A4-side inkl. navn, adresse og telefonnummer.

Videoen laver du på følgende måde:

* Optag en video på max. 3 minutter, hvor du fortæller, hvorfor du gerne vil arbejde på Mungo Park. Brug din telefon eller et webkamera. Det giver ikke ekstra point at lave en fornem produktion eller være kreativ med vinkler eller locations.

* Opret en konto på YouTube og upload videoklippet.

* Marker videoen som skjult. (Dette er vigtigt. På den måde sikrer du, at det kun er dig og os, der kan se den. Du kan også slette videoen igen, når ansøgningsproceduren er overstået).

* Send linket til videoen til job@mungopark.dk sammen med dit CV. Skriv ’skuespiller’ i emnefeltet.

Vi skal have din ansøgning senest 6. december 2018. Vi behandler alle ansøgninger fortroligt og personoplysninger vil blive behandlet i overensstemmelse med gældende regler. På baggrund af de indsendte ansøgninger udvælger vi et antal kandidater til auditions og samtaler, som vil ligge i uge 50 2018.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Med venlig hilsen Mungo Park

Sådan arbejder skuespillerne på Mungo Park

ENSEMBLE

Mungo Park er et ensembleteater. Teatret og ensemblet består af få udvalgte mennesker, og det stiller krav om engagement og ildhu. På Mungo Park forventes det, at alle arbejder for teatrets bedste. Fordi vi tror på, at teatrets bedste er publikums bedste. Og publikum er de vigtigste mennesker i teatret og vores eksistensberettigelse.

Det kollegiale forhold skuespillerne imellem og i forhold til andre kunstnere er meget vigtigt for os. Vi giver stor tillid og omfattende kunstneriske frihedsgrader til arbejdet i ensemblet. Den kunstneriske dialog udvikles fra forestilling til forestilling, og skuespillerne gensidige forståelse og viden om dette samspil er afgørende for vores teater.

ET REPERTOIRETEATER

Mungo Park er et repertoireteater. Det vil sige, at en forestilling bliver i repertoiret så længe, vi synes, den er værd at spille og så længe, publikum har lyst til at komme at se den. Gode forestillinger er typisk i vores repertoire i årevis. Dårlige forestillinger lever til gengæld et meget kort liv.

Vi afvikler mange forestillinger. I de seneste sæsoner har vi spillet omkring 200 forestillinger i Allerød og 120 forestillinger på turné pr. år. Det tal kan vokse yderligere i fremtiden. Man er ikke med i alle forestillinger, så der vil naturligvis være fridage og ferier. Men grundlæggende laver vi en aftale med publikum: Vi tager ansvar for, at der er teater, der spiller i Allerød hver uge, og vi tager ansvar for, at det er noget, vi synes er godt. Derudover kan man møde os på turnéer i Danmark og udlandet.

En skuespiller på Mungo Park vil derfor efterhånden komme til at skulle gå rundt med måske 5-6 forestillinger i kroppen, som til enhver tid skal kunne tages frem og spilles. Det stiller krav til grundige noter og hjemmearbejde.

Som ny skuespiller må man påregne at dublere / genfortolke roller fra det eksisterende repertoire. Vi har erfaring med, at dette arbejde kan være interessant og kunstnerisk berigende, hvis det angribes med samme omhu, kærlighed og kvalitetskrav som opsætning af nye forestillinger.

I nogle tilfælde kræver dette arbejde kunstnerisk nyfortolkning. Det kan f.eks. være, hvis den skuespiller, der overtager rollen, har en meget anden profil end den skuespiller, der spillede originalpartiet. Disse valg foretages i samarbejde med instruktøren.

Ud over prøver og forestillinger vil der bl.a. være træning, rejser og møder. Og så opstår der naturligvis ofte omstændigheder, der gør det nødvendigt at arbejde på andre måder.

TURNÉ Teatret er opkaldt efter en opdagelsesrejsende. Og vi tager også på opdagelse i både ind- og udland. I princippet er alle Mungo-forestillinger turnéforestillinger. De skal kunne pilles ned og sættes op igen mange gange i forskellige rum.

LØN- OG ARBEJDSFORHOLD

Som ansat på Mungo Park starter man på et lønniveau, der svarer til andre sammenlignelige teatre i overenskomsten. Det gælder også for pension, arbejdstider og øvrige ansættelsesforhold. Lønstigningen er lidt stejlere fra sæson til sæson end hos de fleste sammenlignelige teatre. Dette

hænger sammen med, at man med årene hos os bliver dygtigere til at arbejde på den måde, vi gør. Samtidig får man flere repertoireforestillinger i kroppen. Som skuespiller bliver man dermed simpelthen mere værdifuld for teatret jo længere, man er her. Det vil vi gerne honorere.

Mungo Park er interesseret i at have nysgerrige medarbejdere, der hele tiden udvikler sig, fagligt såvel som personligt. Derfor har vi afsat midler til kurser og/eller rejser med relevant fagligt indhold.

JOBS UDENFOR TEATRET

De fleste ensembleteatre prøver at holde deres skuespillere væk fra at tage andre job. Det gør vi ikke. På Mungo Park synes vi, det er godt, hvis en skuespiller får interessante faglige udfordringer og erfaringer i andre sammenhænge. Men der er to regler:

* Direktionen skal give tilladelse til eksternt aflønnet engagement. Det vil vi altid forsøge at gøre. Det er lettere at gøre jo bedre tid i forvejen, der bliver spurgt. Det er ikke altid, det lykkedes at imødekomme et ønske om orlov eller prøvefri, men vi vil altid gerne undersøge sagen ud fra et principielt velvilligt udgangspunkt.

* Man får ikke løn fra både Mungo Park og en anden arbejdsgiver, hvis man er væk i mere end en uge (sammenlagt). Så tager man orlov fra Mungo Park og vender tilbage, når man er færdig hos den anden arbejdsgiver.

DEN SELVSTÆNDIGT ARBEJDENDE SKUESPILLER

Det er ikke til alle prøver, der vil være en instruktør til stede, og teatret foretager ikke nødvendigvis prøveindkaldelse. Ofte aftales arbejdet mellem skuespillerne selv, som har et fælles ansvar for at nå en deadline, eller levere et produkt.

På Mungo Park arbejder vi med at udvide og udvikle teaterkunsten og skuespillerens arbejdsfelt. Der vil derfor kunne påregnes arbejdsopgaver, der ligger i udkanten af traditionelle definitioner af skuespillerens arbejde.

FORESTILLINGER

Der er i princippet ingen grænser for, hvilke typer forestillinger Mungo Park kan give sig i kast med. Begrænsningerne ligger primært i, at de skal kunne spilles af ensemblet, de skal kunne turnere, og de skal ikke være alt for dyre at producere. Der vil være en hel del ny dramatik, men man kan også sagtens forestille sig klassikere, dramatiseringer, musikforestillinger, børneforestillinger, improviserede forestillinger… mulighederne er mange.

TEATER SOM DIALOGPROCES

Vi har haft held til at opbygge et dynamisk og kreativt miljø i Allerød. Personalet består af kompetente, passionerede og engagerede mennesker med humor og højt til loftet. Du skal kunne glide ind i vores måde at arbejde på, som både er uformel, pragmatisk og dynamisk.

At sige ja til at arbejde på Mungo Park er det samme som at sige ja til at interessere sig for idéudvikling og ping-pong. For os er udviklingsarbejdet en dialogproces, hvor inspirationen glider mellem de forskellige faggrupper – ofte i meget komplekse mønstre. Det kræver en vis frygtløshed at starte prøver på et måske kun halvt udviklet manuskript. Eller lave en forestilling, hvor alt materiale kommer fra research og interviews, som skuespillerne foretager.

Det er en del af charmen. Dermed bliver skuespillerfunktionen på Mungo Park også i høj grad et job som idéudvikler. Vi gør det, som teaterfolk er gode til – arbejder med historier og karakterer. Men vi gør det ikke udelukkende i et mørklagt og tyst teaterrum. Research og workshops er en naturlig del af udviklingsarbejdet.

Vi drømmer om at spille meget, opdyrke nye publikumsgrupper, sprænge nogle teaterkonventioner, og lære af det undervejs. I virkeligheden er det kun fantasien, der sætter grænser for hvilke typer projekter, vi kan involvere os i.

Annonce
Henter jobs...