Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 18 marts 2019

Professor (MSO) i pædagogik

Rytmisk Musikkonservatorium (RMC), Kbh.

Professor (MSO) i pædagogik

Fokus: Uddannelse af kunstnere som undervisere, formidlere og medskabere

Ved Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er en stilling som professor med særlige opgaver (MSO) i pædagogik ledig til besættelse pr. 1. august 2019.

Baggrund 

RMC har besluttet at gennemføre en reform af det pædagogiske område. Konservatoriet ønsker i den forbindelse at ansætte en professor MSO til at stå i spidsen for denne omfattende udviklingsproces i tæt dialog med de øvrige undervisere på RMC og med aftagerne og andre interessenter i konservatoriets omverden.

Alle bacheloruddannelser på RMC – undtagen music management uddannelsen – rummer 30 ECTS point pædagogik. Det betyder, at konservatoriet uddanner musikere, komponister, sangskrivere og musikproducere, som udover at bidrage med musik og musikoplevelser har kompetencer til at undervise andre med afsæt i deres kunstneriske praksis. Hertil kommer konservatoriets musikpædagogiske kandidatuddannelse, som uddanner en mindre gruppe studerende på videregående niveau med henblik på at varetage centrale musikpædagogiske opgaver på arbejdsmarkedet.

Tilbagemeldingerne fra det musikpædagogiske arbejdsmarked er entydige. Den institutionaliserede musikundervisning står overfor store forandringer i disse år, og aftagerne vurderer, at fremtidens musikundervisere skal kunne andet og mere end hidtil for at kunne leve op til det formelle musikpædagogiske arbejdsmarkeds behov. Blandt andet er stadig flere musikskoler overgået til at fungere som tværdisciplinære kulturskoler, hvilket stiller nye krav til fremtidens musikpædagoger om at kunne samarbejde på tværs af kunstformer, at kunne udvikle og gennemføre tværgående projekter og anvende kunstpædagogiske metoder fra andre kunstområder. Samtidig er der grøde i den ikkeinstitutionaliserede musikundervisning, fx i fritidsklubberne, i frivillige foreninger, private musikundervisningstilbud mv. Herudover udestår den store opgave, det bliver at dække musikskolernes behov for kvalificerede undervisere i forskole- og skoleområdet.

Parallelt hermed diskuteres det i disse år med stadigt stigende intensitet, hvordan kunsten, kunstnerne og de kunstneriske institutioner kan styrke deres position i samfundet og give et endnu større og bredere bidrag end i dag. De traditionelle arenaer for formidling af kunst og kultur ser ikke ud til at kunne indfri alle de behov, som borgerne i fremtiden har, når det kommer til kunst- og kulturforbrug. Der ses en øget interesse for brugerinddragelse i skabelsen og kurateringen af kunstneriske oplevelser. Dette fordrer at fremtidens kunstnere i højere grad skal være i stand til at bidrage med deres fortællinger og kompetencer på tværs af platforme (medier, formater, kunstdomæner), hvor tilskueren aktivt inddrages i skabelsen og formidlingen af kunsten. Samtidig ses en stigende opmærksomhed på kunstens transformative potentiale i samfundet – at kunstnerne med afsæt i deres kunstneriske viden og kompetencer og gennem medskabelse med andre borgere kan bidrage til at imødegå nogle af de generelle udfordringer, samfundet står overfor. RMC anvender begrebet ’Kunstnerisk medborgerskab’ til at indramme dette mulighedsrum, som er åbnet for kunsten og kunstnerne i samfundet.

Formålet med reformen af det pædagogisk område på RMC er således at udvikle fagområdet, så det i højere grad matcher de nye behov, der ses på det formelle såvel som det uformelle musik- og kunstpædagogiske arbejdsmarked. Reformen skal endvidere styrke konservatoriets indsats for et bredere samfundsmæssigt engagement, hvor dimittender fra RMC – som kunstneriske medborgere – bidrager mærkbart til udvikling af mennesker og fællesskaber gennem en kunstnerisk og faglig praksis, der er opsøgende og bl.a. præget af medskabelse i sammenhænge og i fagområder, hvor konservatorieuddannede ikke hidtil typisk har virket.

Det er konservatoriets ønske med indsatsen at give et markant bidrag til udvikling af en pædagogik på det kunstneriske område, der sætter nye standarder og udfordrer grænserne for, hvad vi traditionelt opfatter som kunstens og kunstnernes rolle og potentiale i samfundet.

Stillingen
Stillingen omfatter undervisning i det pædagogiske fagområde, forskning, pædagogisk udviklingsarbejde, faglig udvikling og koordinering samt prøvemedvirken.

Kvalifikationer
Der foretages en samlet vurdering af ansøgerens kvalifikationer, hvor der lægges vægt på, at ansøgeren har:

•    Forskeruddannelse på ph.d -niveau
•    Dokumenteret original videnskabelig produktion på højt internationalt niveau
•    Erfaring med udvikling af fag og/eller uddannelser på videregående uddannelsesniveau
•    Undervisningsmæssige kvalifikationer på videregående uddannelsesniveau
•    Evnen til at formulere en ambitiøs vision og strategi for udvikling af fagområdet

Det er ikke en forudsætning, at ansøger selv har en faglig baggrund som professionel musiker eller musikunderviser.

Ansøgningen
Ansøgningen skal indeholde:

•    Motiveret ansøgning
•    Curriculum Vitae (CV)
•    Kopi af eksamensbeviser (kandidatbevis og ph.d.-bevis)
•    Fuldstændig publikationsliste fordelt på forskellige typer (artikler, monografi, publikation med flere forfattere, journals etc.). Ansøgeren skal markere, hvilke fem publikationer der ønskes taget i betragtning ved bedømmelsen. Hvis de markerede publikationer er skrevet i samarbejde med andre, skal der medsendes en medforfattererklæring om ansøgerens andel i arbejdet
•    Dokumentation for erfaring med udvikling af fag og/eller uddannelser på videregående uddannelsesniveau
•    Dokumentation for undervisningsmæssige kvalifikationer på videregående uddannelsesniveau
•    Redegørelse for ansøgerens vision og strategi for udvikling af fagområdet

Ansøgning, bilag og de markerede videnskabelige værker skal sendes elektronisk via dette link senest den 18. marts 2019. Ansøgninger, hvor påkrævet dokumentation mangler, afvises.

Musikproduktioner eller andet relevant materiale, foruden ansøgning og CV, kan kun vedhæftes som et link via feltet ”Link URL” i ansøgningsskemaet. Bemærk, at der kun kan indsættes ét link. Ønsker du at vedhæfte flere filer, anbefaler vi at samle disse i en mappe i din cloudtjeneste (fx Google Drive) og linke til hele mappen. Ønsker du at linke til din egen hjemmeside eller musikkanal, angiv da venligst i din ansøgning, hvilke produktioner, du ønsker skal indgå i bedømmelsen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er på fuld tid svarende til i et gennemsnitligt ugentligt timetal på 37 timer.

Ansættelsen er tidsbegrænset for en periode på 5 år med mulighed for forlængelse i yderligere 3 år.

Ansættelse sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten samt cirkulære af 8. juni 2004 om stillingsstruktur for kunstnerisk/videnskabeligt personale ved musikkonservatorierne under Kulturministeriet. Lønindplacering afhænger af din erfaring og kvalifikationer. Evt. tillæg forhandles særskilt.

Bibeskæftigelse vil være tilladt i det omfang, det er foreneligt med ansættelsen på RMC.

Bedømmelse af ansøgere sker i henhold til Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 1208 af 10. oktober 2010 om ansættelse af kunstnerisk/videnskabeligt personale ved visse uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. Rektor udpeger sagkyndige personer til at foretage en faglig bedømmelse af de modtagne ansøgninger. Når bedømmelsen foreligger, modtager ansøgeren den del af bedømmelsen, som angår den enkelte ansøger. De ansøgere, der indkaldes til ansættelsessamtale, skal forud for samtalen deltage i en undervisningsprøve.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til rektor Henrik Sveidahl, tlf. 4188 2517. Oplysninger om konservatoriet kan findes på www.rmc.dk.

RMC er en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution under Kulturministeriet. Konservatoriet arbejder i de kommende år på at indfri følgende vision:

RMC er en pionér blandt uddannelses-, videns- og kulturinstitutioner inden for samtidsmusik. På RMC udvikler studerende og ansatte sig i et dynamisk miljø baseret på inspirerende dialog og nyskabende udforskning. RMC uddanner fremtidens innovatorer, som skaber musik og musikopleveler, der beriger og bevæger. Båret af dyb indsigt og højt udviklet kunnen træder RMC’s dimittender aktivt ind i samfundet og forløser potentialer i et mangfoldigt netværk af relationer, både lokalt og globalt.

RMC betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset alder, køn eller etnisk tilhørsforhold til at søge de ledige stillinger. 

Kilde: https://www.rmc.dk/da/about/professor-mso-i-musikpaedagogik#.XFxH6dFCfdR
Annonce
Annonce

Ableton Live – Del 1

kursus

Del 1: Godt i gang

Læs mere
Henter jobs...