Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 14 september 2018

Projektleder

TV2 Østjylland

Projektleder til intern start-up på TV2 ØSTJYLLAND: Kan du engagere de 18-25-årige?

Starten på det unge voksenliv er forbundet med store spørgsmål, masser af forandringer, nye muligheder og valg, der rækker langt ind i fremtiden. Det er en målgruppe i transit: På vej hjemmefra, på vej ind i uddannelse, på vej ud af forhold, på vej til fest, på vej mod arbejdsmarkedet. På TV2 ØSTJYLLAND vil vi understøtte målgruppens selvtillid og handlekraft. Det vil vi gøre med stærkt og engagerende digitalt indhold produceret i samspil og øjenhøjde med målgruppen, og til dét har vi brug for din hjælp.

På baggrund af målgruppeindsigter har vi en række pejlemærker og et par idéer til konkrete formater, men vi forventer, at du selv har fingeren solidt på pulsen hos målgruppen og er erfaren med at udvikle og eksekvere digitalt indhold – og allerede fik de første tre-fire idéer i hovedet, da du så overskriften på dette opslag.

Det ligger ikke fast, hvor mange formater du skal lave, eller på hvilke platforme indholdet skal udkomme. Vi kommer til at bruge en stor del af din første tid hos os med at fastlægge det konkrete indhold, teste det af og enten lægge det i graven eller lade det flyve.

Vi kalder organiseringen for en ”start-up”, for det er sådan, vi tænker det: Du starter op med en mission, et budget og en grundlæggende ramme for dit arbejde, og så er det i dine hænder at få projektet til at lykkes – selvfølgelig med god mulighed for sparring undervejs og møder med ledelsen ind imellem.

Det forventer vi af dig:

  • Du har solid forståelse for målgruppen
  • Du har solid forståelse for og erfaring med web og sociale platforme, herunder bl.a. Facebook, Instagram, Youtube og Snapchat
  • Du besidder et veludviklet projektleder-gen, så du selv kan styre et forløb og ved, hvornår du skal inddrage andre i beslutningerne
  • Du er en digital schweizerkniv, som gerne både kan filme, redigere, interviewe, tage stillbilleder, lave grafikker og i det hele taget producere til alle digitale platforme på platformenes præmisser
  • Du er god til at netværke, samarbejde og navigere i mangfoldighed
  • Du kan slå dine darlings ihjel og begynde forfra, uden det går ud over dit humør

Vi går ikke så meget op i din uddannelsesmæssige baggrund, men lægger vægt på, at du kan dokumentere relevant erfaring.

Det kan vi tilbyde dig:

Vi tilbyder dig et udfordrende job, hvor du kan bringe din viden i spil inden for nogle frie rammer, og hvor du kan hjælpe os videre i vores pionerarbejde med at sikre relevant og mangfoldigt public service-indhold til alle aldersgrupper. Du får stort ansvar, men også stor frihed til at løse opgaven.

Vi er knap 100 medarbejdere, der hver især elsker det, vi laver, og som har den gode historie og den vellykkede formidling som fælles passion. Derfor tager vi vores arbejde alvorligt, og der er højt tempo – men der er også højt til loftet, og vi er sjove at være sammen med. Vi synes, det er vigtigt, at vi både fejrer vores succeser og vores fejl – og lærer af begge dele.

Praktisk:

Tiltrædelse snarest muligt, dog senest 1. januar 2019. Løn forhandles i henhold til gældende overenskomst. Ansættelse er på fuld tid.

Ansøgningsfrist: Fredag den 14. september kl. 12.00.

Vi forventer at afholde samtaler torsdag den 20. september.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte målgruppechef Uffe Alici Pedersen på tlf. 30101124 eller indholdschef Louise Pettersson på tlf. 21212019.

Du søger jobbet ved at sende ansøgning, cv og gerne eksempler på relevant tidligere produktion til job@tv2oj.dk. Skriv ”Projektleder” i emnefeltet.

Kilde: https://www.mediajob.dk/jobsearch.asp?visjob=7488
Annonce
Annonce

Booking – sådan gør du!

kursus
1 oktOdense
3 oktEsbjerg

Kom i gang med at skaffe jobs!

Læs mere
Henter jobs...