Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 4 december 2019

Journalistisk redaktør

VIA University College, Hedeager 2, 8200 Aarhus N.

Journalistisk redaktør til VIA University College

Brænder du for at arbejde journalistisk og operationelt med PR og kommunikation? Vil du være med til at synliggøre og positionere en af landets største uddannelsesinstitutioner i omverdenen under overskrifter som bæredygtighed, entreprenørskab og digitalisering? Er digitale platforme og onlinekommunikation en del af dit DNA? Så er du måske vores nye kollega.

VIA University College har brug for en talentfuld journalistisk redaktør til vores team for PR & Intern kommunikation, som er en del af afdelingen Kommunikation, studieliv og internationalisering. Her vil du i tæt samarbejde med en af teamets kommunikationsrådgivere blandt andet komme til at arbejde med vores uddannelser og forskningsprogrammer inden for storytelling, design og business samt byggeri, innovation og entreprenørskab.

Teamet PR & Intern kommunikation har ansvaret for at skabe synlighed og positionering af VIA på strategisk udvalgte områder som fx bæredygtighed, entreprenørskab og digitalisering, lige som vi understøtter VIAs eksperter og nøglemedarbejdere i at kommunikere professionelt med omverdenen, bl.a. i medierne, på twitter og LinkedIn. Internt er teamet involveret i en række større forandringsprojekter, hvor kommunikation spiller en afgørende rolle i en kompleks organisation fordelt på otte campusser i hele den midtjyske region.

Jobbet
Som redaktør skal du kunne omsætte kommunikationsstrategier til konkrete handleplaner og få disse til at leve ved at tænke og producere indhold af høj kvalitet til en række forskellige kanaler, primært digitale. Det betyder, at du på daglig basis arbejder i CMS-systemet Sitecore, hvor du som redaktør er ansvarlig for opbygning, indhold og drift af en række sider på via.dk, fx forsknings- og temasider. Derudover producerer du rutineret og selvstændigt indhold til vores forskellige interne og eksterne kanaler, både tekst, foto, video og lyd. Desuden er pressearbejde en højt prioriteret opgave i teamet, som du også skal bidrage til.

Dine primære arbejdsområder

  • Udvikling og produktion af journalistisk indhold for VIAs uddannelser inden for storytelling, design, business og byggeri og relaterede forskningsområder
  • Opbygning og vedligeholdelse af nyheds- og temasider på via.dk
  • Bidrage til pressearbejde og medieovervågning

Din profil
Vi forestiller os, at du enten er uddannet journalist eller har en kommunikationsfaglig baggrund. Du elsker at omsætte strategier og handleplaner til konkret kommunikation med afsæt i dit kendskab til målgrupper og kanaler. Du er sprogligt stærk og har en god visuel forståelse. Du er sandsynligvis forholdsvis nyuddannet og dermed digital til fingerspidserne. Hvis du kender til uddannelses- og forskningsmiljøer, er det en fordel, men ikke et krav. Vi lægger vægt på, at du er en teamplayer og trives i en travl hverdag med mange forskelligartede opgaver.

Lidt om afdelingen
PR & Intern kommunikation består af 11 dedikerede, fagligt stærkt funderede medarbejdere og er en del af afdelingen Kommunikation, studieliv og internationalisering. Afdelingen har fire andre teams; Rekruttering & branding, Digitale kanaler, Studieliv samt Internationalisering, som der er et tæt samarbejde med.

Mere om VIA
VIA er en professionshøjskole og en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner. Vi uddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører og designere i samarbejde med arbejdslivet og med afsæt i forskning. I fællesskab leverer vi fremragende uddannelser til alle vores studerende, så de med mod, passion og nysgerrighed sætter aftryk på samfundet. Vi arbejder dedikeret for at inddrage FNs verdensmål i alle vores uddannelser, og i 2019 er VIA for tredje gang kåret som årets entreprenante uddannelsesinstitution.

VIA i runde tal: 20.000 studerende på flere end 40 professionsbacheloruddannelser. 20.000 studerende og kursister om året på diplomuddannelser og andre efter- og videreuddannelsesforløb. 2.100 medarbejdere fordelt på otte campusser i Region Midt.

Alt det praktiske
Jobbet er på fuld tid og til besættelse snarest muligt og senest pr. 1. februar 2020. Dit hovedarbejdssted bliver Hedeager 2, 8200 Aarhus N. Da VIA har uddannelser i hele regionen, vil du af og til skulle besøge nogle af VIAs øvrige uddannelsessteder, hvorfor egen bil er en fordel.

Du vil blive ansat i henhold til gældende aftaler og overenskomster inkl. pensionsbidrag.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder for PR & Intern kommunikation, Lotte Pape, på pape@via.dk eller 8755 1514.

Er du interesseret?
Skriv en kort, målrettet ansøgning med CV og læg den ind på vores online rekrutteringssystem på via.dk/job senest onsdag den 4. december 2019. Vi regner med at holde 1. samtale den 11. og 12. december og 2. samtale den 16. december.

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: http://www.via.dk/da/om-via/job/personoplysninger.

VIA opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Læs mere om os på www.via.dk.

Kilde: https://www.mediajob.dk/jobsearch.asp?visjob=13911
Annonce
Annonce

DMF SUPPORT/ SCENEN

DMF SUPPORT

Når du har et akut behov, der handler om at optræde live

Læs mere
Henter jobs...