Håndplukkede
jobs til kunstnere
& kreative
Læs mere
Vis din jobannonce
til 20.000
professionelle
Læs mere
Sidste frist for ansøgning 30 juni 2019

Produktions­leder

WorldPride og EuroGames sted i København

Produktionsleder: Kan du samle alle trådene i verdens største LGBTQ-event i 2021?

I 2021 finder WorldPride og EuroGames sted i København, Malmø og en stor del af det øvrige Greater Copenhagen under overskriften Copenhagen 2021. Ambitionen er en pridefestival, et stort sportsstævne og en menneskerettighedskonference, som skal bindes sammen af et opsigtsvækkende kulturprogram bestående af udendørskoncerter, filmvisninger, kunstudstillinger, store åbnings- og lukkeceremonier og meget andet. Til det søger vi en produktionsleder.

Vi søger en erfaren og struktureret produktionsleder, der brænder for at være med til at skabe et af de største events i København i nyere tid. Som produktionsleder har du ansvaret for den overordnede koordinering af de mange arrangementer og tiltag under Copenhagen 2021 herunder f.eks. budgetter, tilladelser, leverandører og produktionsplaner.

Vi skal bruge en produktionsleder som har et godt blik for at skabe optimeringer på tværs af mange forskellige indsatser, og som formår at tænke innovative og bæredygtige løsninger. Vores produktionsleder skal have et godt blik for publikumsoplevelsen og forståelse for den kunstneriske leverance. Herudover foretrækkes det at produktionslederen har erfaring i at arbejde med frivillige og med at producere udendørs arrangementer, kulturelle oplevelser og gerne kendskab til afviklingen af sportsstævner.

Om stillingen:

Stillingen som produktionsleder er fra 1. august 2019 frem til oktober 2020 cirka tre dage om ugen og fra oktober 2020 forventes stillingen at være fuldtid uden øverste arbejdstid. Arbejdspladsen er i det centrale København. Produktionslederen refererer til direktøren.

Som produktionsleder forventes du at løfte ansvarsområder som:

· Organisation, metodik og produktionsplaner

Det er produktionslederens ansvar at designe en metodik og en organisation til planlægning og afviklingen af Copenhagen2021. Det skal således være en metode og en organisation, som kan benyttes på tværs af de mange arrangementer og aktører under Copenhagen2021. Herudover skal der også udarbejdes realistiske produktionsplaner – både for hver enkel indsats, men også på tværs af hele afviklingen. Alt dette skal gøres i samarbejde med relevante aktører og kollegaer, og særligt i samarbejde med frivilligkoordinatoren og den sikkerhedsansvarlige, som sammen med produktionslederen er omdrejningspunktet for afviklingen af alle ti dage under Copenhagen2021.

· Pladser og tilladelser

Det er dit ansvar at reservere alle relevante pladser og byrum i samarbejde med fagcheferne, samt sikre de nødvendige tilladelser i samarbejde med den sikkerhedsansvarlige. Som produktionsleder er du således også ansvarlig for dialogen med de relevante afdelinger i Københavns Kommune; renhold, tilladelser mv. for på den måde at sikre, at alle retningslinjer overholdes på alle pladser.

· Tekniske leverancer og produktionsbudgetter

Du bliver ansvarlig for alle tekniske leverancer og leje af materiel på tværs af hele organisationen. Dette indebærer blandt andet udbudsrunder, koordinering af diverse bestillinger og leverandører.

Du får også ansvaret for et produktionsbudget. Det er dit ansvar at lave løbende budgetopfølgninger, at budgettet optimeres på tværs af leverancer og sikre, at budgettet ikke overskrides.

· Sparring og hands-on produktion

Som produktionsleder forventes det, at du selv producerer et mindre udvalg af arrangementer under Copenhagen2021. Herudover er din opgave at bidrage med sparring til interne afdelinger og udvalgte eksterne aktører.

Om dig:

Af dig som produktionsleder forventer vi, at du løfter ovenstående ansvarsområder og tilhørende opgaver, og samtidigt bidrager til den generelle udvikling, planlægning og afvikling af Copenhagen2021 i samarbejdet med sekretariatet og andre relevante aktører og organisationer.

Derudover ser vi gerne, at du har:

· En relevant uddannelse.

· Forståelse for de nuancer og interesser, som er på spil ift. formidlingen af LGBTQ-kultur og -historie.

· Et stort netværk i kulturverdenen og gerne både i Danmark og Sverige.

· Erfaring med at koordinere og eksekvere kulturtilbud og sportsstævner i tæt samarbejde med frivillige.

· Gode sprogkundskaber, som minimum de skandinaviske sprog og engelsk, men kendskab til yderligere sprog vil være en fordel.

Indgående kendskab til LGBTQ-miljøet, queer-teori og normkritik er ikke en forudsætning, men det er bestemt en fordel, da vi arbejder tæt sammen med miljøet og med afsæt i ønsket om at udfordre samfundets heteroseksuelle og binære normer.

Om os:

I 2021 skal WorldPride og EuroGames finde sted i København og Malmø med henholdsvis Copenhagen Pride og Pan Idræt som de officielle værter. De to organisationer har valgt at afvikle de to events som ét samlet mega-event under navnet Copenhagen 2021, og man har stiftet projektorganisationen Happy Copenhagen til at varetage den overordnede planlægning.

Som produktionsleder i Happy Copenhagen og ansvarlig den overordnede koordinering af eventet får du 12 kollegaer i hjertet af København og et bagland med masser af frivillige i byens LGBTQ-miljø. Vi har en uformel omgangstone og højt til loftet. Vi løfter altid i flok – og det betyder at vi både sparrer med hinanden, hjælpes ad med at lave kaffe til møderne og klarer oprydningen i fællesskab.

Vores ambition er at skabe det mest inkluderende event nogensinde. Det betyder også, at vi ser os selv som en del af en forandringsbevægelse og hele tiden navigerer imellem mange forskellige interesser – dog uden nogensinde at give køb på vores DNA: Inklusion af alle uanset køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, nationalitet, etnicitet, kropskapabilitet, religion eller alder.

Vores DNA ønsker vi naturligvis også afspejlet i vores organisation, og vi opfordrer derfor kvalificerede ansøgere af alle køn, seksuelle orienteringer, kønsidentiteter, nationaliteter, etniciteter, religioner, kropskapabiliteter og aldre mv. til at søge stillingen.

Send os din ansøgning og dit CV inden den 30. juni 2019 til job@happycopenhagen.org. Både første og anden runde samtaler forventes afholdt i uge 25 og tiltrædelse vil være 1. august eller snarest derefter. Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte direktør Lars Christian Østergreen på e-mail lco@copenhagen2021.com

 

Annonce
Annonce

Little Masters of Music

kursus
7 oktKøbenhavn
24 oktAarhus

Metode til musikundervisning i folkeskoler og musikskoler

Læs mere
Henter jobs...